Lyrisk: Benny Andersen
Å kunne flanere rundt i romslighet, uten annet mål enn måske en bayer og et smørbrød. Bare tanken på København skaper godt lynne. Men ikke denne kalde vintersøndagen i februar.
Den danske forfatteren, poeten, komponisten og pianisten Benny Andersen gjør oss kanskje litt lettere til sinns. Nasjonalskalden Benny Andersen (f.1929 -) regnes som Danmarks mest folkekjære poet. Hans dikt og viser er nasjonens. En tid tilbake ble han så frustrert av de politiske strømningen i Danmark at han nektet være «folkelig» i et land hvor «folk» ikke regner mennesker fra andre land som likeverdige. I stedet forlangte han å bli omtalt som en «mellomfolkelig poet».
I dager som denne behøver vi upretensiøse og menneskevarme stemmer som Benny Andersen. Her spiller han piano og koker kaffe sammen med sin venn Povl Dissing.
Svantes Lykkelige Dag
Se, hvilken morgenstund,
Se, hvilken morgenstund,
solen er rød og rund,
Nina er gået i bad,
og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Blomsterne blomstrer op,
der går en edderkop,
fuglene flyver i flok,
når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Græsset er grønt og vådt,
og bierne de har det godt,
lungerne frådser i luft,
ah, hvilken snerleduft.
Glæden er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Sang under brusebad,
hun må vist være glad,
himlen er temmelig blå,
det kan jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Nu kommer Nina ud,
nøgen og fugtig hud,
kysser mig kærligt og går
ind for at red’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har,
og om lidt er kaffen klar.
Benny Andersen, «Svantes viser: En sanghistorie» (Borgens Forlag, København, 1972).
